Temadage om vikingeliv

Vi tilbyder formidling til børn og unge mennesker, der gerne vil have et levende billede af vikingetidens håndværk, levevis, lege, historie, og naturligvis myter og fortællinger fra vores nordiske kulturarv om guderne og heltene i saga-tiden. Som en del af temaet møder vi op i vikingeklædedragter og medbringer personligt udstyr og vikingelegetøj.

Kulturarv

Vores gamle kulturarv, fortællinger og historier er vigtige – lige fra den ældre Edda, Saxo og folkeeventyrene til de historier og fortællinger, som skabes her og nu i vores eget liv. Vi skal alle herfra en dag, men de historier og ting, vi skaber omkring os selv, lever videre. Magien fra vores forfædre lever endnu i vores blod, sange og historier. Den stikker sin næse op overalt, de gamle gravhøje, stensætningerne, de gamle sange, nissen til jul og mange, mange flere ting. Det betyder noget, for hvem vi er i dag, hvordan vi opfatter os selv og omverdenen.

Der sker noget med os, når vi sættes ind i en ny, spændende ramme og kontekst, når faste roller lige pludselig ikke er gældende mere – vi bliver opmærksomme på nye kompetencer og igennem fokus på processen kommer vi til at lære at fastholde koncentrationen om et emne i længere tid.

Udendørsarrangementer for børn og unge kunne f.eks. være:

  • En dag som viking
  • madlavning over bål med autentisk udstyr
  • opsætning af lejr og vikingetelt
  • vikingelege
  • historiske sange
  • mytefortælling rundt om bålet.

Vel mødt, vi glæder os til at se jer.

Med venlig hilsen

Johanne

Eagleroad